TOUR DE CANNES

Claus Christensen
05.23.2010
ekkofilm.dk

...

Burnt by the Sun 2


Nikita Mikhalkov har lavet denne opfølger til Oscar-vinderen Brændt Af Solen (1994), fordi han vil fortælle en ung generation, der er vokset op med Spielbergs Saving Private Ryan, at amerikanerne ikke var alene om at redde verden fra nazisternes vanvid. Russerne gjorde også deres ofre under Anden Verdenskrig. Men spørgsmålet er, om målgruppen ikke vil finde filmen – med dens storladne epik og teatralske skuespil – oldefaragtigt gammeldags. Burnt by the Sun 2 er en kolos på lerfødder. Imponerende krigsscener er løst bundet sammen af et melodramatisk far-datter-plot, som ikke overbeviser. Den føles lang, og trods 150 minutter har Mikhalkov, viser det sig, brug for en tredje film for at gøre historien færdig. Men der er scener, man aldrig vil glemme: den ubeskrivelige gru, da nazisterne som kollektiv straf brænder en hel landsby ihjel, og surrealismen på slagmarken, da en uerfaren soldat på grund af disen forveksler tyskernes tanks med russernes og pludselig står uden beskyttelse foran en hær af tanks. Guldpalme-chance: Måske får Mikhalkov en trøstepris.

...